Stoffet

Amfetamin er kemisk fremstillet og kan fås som piller eller pulver. I laboratorierne fremstilles mange varianter baseret på amfetaminens kemiske struktur. Speed er det gængse navn for amfetamin.

I Danmark er ”normal” speed eller amfetamin mest udbredt, men der findes også methylamfetamin eller methamfetamin, der er et meget kraftigt og meget farligt stof.

Effekt

Amfetamin gør at du bliver frisk og vågen og det betragtes som et feststof. Efter rusen bruger man de næste dage på at komme at komme sig oven på den efterfølgende nedtur.

Virkningen kommer hurtigt efter indtag og kan vare mellem 3-5 timer. Sniffer du stoffet, virker det meget hurtigt, men forsvinder også hurtigere. Hvis du tager stoffet i pilleform kommer virkningen langsommere – oftest mellem 20 minutter til en time.

Amfetamin øger aktiviteten i hjernen og får dig til at føle dig mere energisk og idérig. Du får typisk større selvtillid, og kan blive mere snakkesalig og mere social, men også mere ophidset, aggressiv eller fjendtlig. Blodtryk, puls og kropstemperatur øges, og du vil ofte svede mere, end du plejer. Nogle spænder i kæben og skærer måske tænder.

Efter rusen er væk, kommer en nedtur, hvor du bliver træt, trist og nogle gange paranoid.

Forgiftning

Du kan få forgiftning af amfetamin og kommer i form af hovedpine, svimmelhed, kvalme, feber, og nogle gange krampe.

Afhængighed

Amfetamin kan være meget afhængighedsskabende. Det starter med weekendforbrug og senere også på hverdage. Nedturene bliver typisk værre, og kan vare i flere dage, hvor du er sløv, ugidelig og ofte deprimeret. Snart bliver amfetamin brugt til at holde nedturene på afstand og så begynder afhængigheden.

Abstinenser

Nogle abstinenser kan være angst, rastløshed, aggression og mistænksomhed over for andre. Der er også risiko for at få en alvorlig depression med selvmord som muligt udfald. 

Bivirkninger

Længerevarig brug kan give en række fysiske og psykiske gener, bl.a.  impotens, rystelser, svækket immunsystem, hjertebanken, aggressivitet, kvalme, paranoia, depression og hallucinationer.

Amfetamin kan forårsage søvnmangel. Nogle tager amfetamin flere dage i træk og får ikke søvn i flere dage. Det kan have alvorlige fysiske konsekvenser. Dels pga søvnmangel og dels fordi amfetamin belaster hjertet. Det er derfor utrolig farligt for mennesker med højt blodtryk eller hjerteproblemer at indtage stoffet.

Blandingsbrug

Alkoholforgiftning. Man kan drikke meget mere alkohol end normalt under påvirkning af amfetamin, og det kan føre til en akut alkoholforgiftning, når rusen aftager. Mange bruger sløvende stoffer, når de oplever nedturen og depressionen efter brug af amfetamin.

Muligheder for behandling hos Brydehuset

Misbrug af Amfetamin er særligt udbredt blandt unge og derfor har vi stor erfaring med behandlingen.

Hvis du eller en du kender har et overforbrug af Amfetamin, så ring til os på 4477 3737 eller skriv på brydehuset@balk.dk for at høre mere om mulighederne.