Stoffet

Kokain udvindes fra kokaplantens blade og kan tages ved at sniffe, ryge eller fixe. Kokain findes også som CRACK i rygbar form. Ved at ryge crack eller freebase opnås en meget hurtigere og kortere virkning, end hvis man sniffer kokain. Disse mere koncentrerede former for kokain er mere vanedannende og farlige for kroppen, end kokain i pulverform.

Effekt

Rusen og varigheden afhænger af hvordan du tager det og hvor meget du tager. Ved snifning indtræffer effekten efter få sekunder og topper efter fem til ti minutter. Derefter går effekten over i nedtur efter 30-60 minutter. Ved crackrygning topper effekten hurtigere, er voldsommere og er mere kortvarig. Stoffet giver en lykke-rus efter få sekunder, som gør at man er fuld af selvtillid og føler sig uovervindelig.

Kokainrusen kan sammenlignes med amfetaminrusen, men er kortere og beskrives som blødere. Når man tager kokain oplever man typisk en opstemthed, hvor man bliver fyldt med selvtillid. Under denne påvirkning vil andre typisk opleve én som mere selvcentreret og hyperaktiv.

Den fysiske virkning kan vise sig som høj puls, højt blodtryk, mindre appetit og udvidede pupiller. Det indledende intense sus topper et kvarters tid efter indtagelse, hvorefter man er “høj” i en halv til en hel time.

Kort tid herefter kan nedturen ramme, hvor man kan føle angst, træthed og tristhed, hvilket kan vare i op til nogle dage efter indtagelse. Nedturen kan let friste til at man tager mere kokain, og det kan være svært at kontrollere.

Forgiftning

Høje doser af kokain kan, allerede første gang man prøver stoffet, øge kroppens temperatur så meget, at du kan få kramper og opleve hjertesvigt. Risikoen for dette øges markant, hvis du indtager andre rusmidler sammen med kokainen.

Afhængighed

Kokain påvirker centralnervesystemet og er en stærk stimulans og er samtidig et af de meget afhængighedsskabende stoffer. Nogle bliver afhængige efter første gang.

Abstinenser

Symptomer er en meget lang nedtur med manglende energi, søvnforstyrrelser, stærk stoftrang, nedtrykthed, irritabilitet og manglende sexlyst. 

Bivirkninger

Kokain er stærkt afhængighedsskabende, både fysisk og psykisk. Nogle tager kokain for at få energi til at udføre deres arbejde og kan derfor føle usikkerhed, angst og paranoia når de ikke er på stoffet. Mænd, der bruger kokain kan også opleve impotens.

Blandingsbrug

Stoffet skaber uro i kroppen, så der er mange brugere, der udvikler et sideløbende misbrug af beroligende stoffer for at mindske bivirkningerne ved kokainen. Kokain og alkohol er farligt at blande, da de to stoffer tilsammen får kroppen til at producere det giftige kemikalie cocaethylen, som øger risikoen for hjerteanfald og bliver i kroppen længe efter kokainens effekt er væk.

Se også vores oversigt over ofte stillede spørgsmål vedr. kokain her

Hvis du eller en du kender har et overforbrug af kokain, så ring til os på 4477 3737 eller skriv på brydehuset@balk.dk for at høre mere om mulighederne.